MENNESKER - TILLID - FORRETNING

Costa del Sol, Netværk

Man kan flytte sit liv til Costa del Sol – men man kan ikke tage sit netværk med i flyttekassen

Da jeg flyttede fra Danmark til Costa del Sol, var der selvfølgelig mange ting, der skulle falde på plads.

Ny hverdag. Nyt land. Nye systemer. Nye mennesker.

Men én ting havde jeg nok undervurderet betydningen af: det netværk man gennem mange år helt naturligt bygger op omkring sig.

I Danmark tænker man ikke nødvendigvis over det. Man kender nogen, og hvis man ikke selv kender den rigtige person, kender man næsten altid nogen, der gør.

Man ved, hvem man ville ringe til, hvis man havde brug for en advokat. Man har hørt om en god håndværker. Man kender måske en ejendomsmægler, en revisor, en marketingperson eller en anden erhvervsdrivende. Gennem arbejde, venner og tidligere kolleger har man opbygget relationer til mennesker fra vidt forskellige brancher.

Det tager år at skabe sådan et netværk.

Når man flytter til et nyt land, opdager man pludselig, hvor stor en værdi, det faktisk har.

Et dansk erhvervsliv, jeg ikke kendte omfanget af

Det overraskede mig, hvor mange danske virksomheder og erhvervsfolk, der findes på Costa del Sol.

Langs kysten møder man danskere inden for ejendom, jura, byggeri, rådgivning, design, turisme, økonomi og en lang række andre brancher.

Nogle har været her i årtier. Andre er, ligesom jeg selv, kommet til for nylig.

Der findes med andre ord allerede en masse erfaring, viden og kompetencer blandt danskere på Costa del Sol.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi kender hinanden.

Costa del Sol er stor. Virksomhederne er spredt op langs kysten, og selvom vi i dag kan finde næsten hvad som helst på Google, LinkedIn og sociale medier, er det ikke det samme som at kende mennesket bag virksomheden.

Det blev starten på nogle tanker hos mig.

Hvem ville du selv anbefale?

For mig er der nemlig forskel på at finde en virksomhed og på at kunne anbefale en virksomhed.

Hvis nogen spørger mig:

“Kender du en dygtig person, der kan hjælpe mig med det her?”

Så vil jeg helst kunne svare:

“Ja. Jeg kender faktisk én”.

Ikke bare fordi virksomheden ligger øverst på Google eller, fordi jeg engang har set et opslag på LinkedIn.

Men fordi jeg har mødt personen. Jeg ved, hvad vedkommende står for, og jeg har en relation til mennesket bag virksomheden.

Det er noget af det, jeg synes, vi nogle gange undervurderer i en stadig mere digital verden, hvor vi aldrig har haft lettere ved at skabe kontakt.

Men kontakt er ikke nødvendigvis det samme som relation.

En kop kaffe kan stadig noget

Efter jeg kom til Costa del Sol, begyndte jeg selv at række ud til mennesker.

Nogle gange til et møde. Andre gange bare til en kop kaffe og en uformel snak.

Det interessante var, hvor ofte én samtale førte videre til noget andet.

“Du burde tale med ham”

“Jeg kender faktisk én, du skal møde”

“Måske kunne I to lave noget sammen”

Det er sådan et netværk begynder at få værdi.

Ikke nødvendigvis fordi nogen sælger noget til hinanden ved det første møde, men fordi man langsomt lærer hinanden at kende og begynder at forstå, hvem de andre er, hvad de kan, og hvem man trygt kan sende videre til dem.

For mig blev det også tydeligt, at der lå en mulighed i at gøre relationer mere strukturerede.

Og det er her, Needster kommer ind i billedet.

Derfor Needster, Costa del Sol

Needster er et professionelt anbefalingsnetværk for danske virksomheder og erhvervsfolk på Costa del Sol.

Grundtanken er egentlig meget enkel:

Vi skal kende hinanden godt nok til, at vi også har lyst til at anbefale hinanden.

Derfor handler Needster ikke om at samle flest mulige mennesker i et lokale eller om at uddele så mange visitkort som muligt.

Jeg tror langt mere på værdien af et stærkt netværk, hvor forskellige fagligheder mødes, relationer får tid til at udvikle sig, og hvor medlemmerne oprigtigt interesserer sig for hinandens virksomheder.

For når jeg anbefaler et andet menneske, sætter jeg også lidt af mit eget navn på spil.

Derfor skal en anbefaling betyde noget.

Det handler ikke kun om nye kunder

Selvfølgelig kan et erhvervsnetværk skabe forretning. Det er en del af idéen.

Men jeg synes, værdien er større end det.

Når man driver virksomhed i et andet land, opstår der hele tiden spørgsmål, som andre allerede har erfaring med. Man kan have brug for en introduktion, lokal viden, en samarbejdspartner eller bare et menneske at vende en idé med.

Nogle gange kan den vigtigste værdi af et netværk derfor være den person, der siger:

“Det har jeg prøvet. Jeg kan fortælle dig, hvad jeg lærte”.

Andre gange er det den introduktion, man aldrig selv havde fået.

Og nogle gange bliver det til en kunde.

Det ene udelukker ikke det andet.

Et stærkere dansk erhvervsmiljø på Costa del Sol

Min ambition med Needster er ikke at skabe endnu et sted, hvor mennesker bare mødes for at netværke.

Jeg vil gerne være med til at skabe et fællesskab, hvor danske erhvervsfolk på Costa del Sol faktisk lærer hinanden at kende og aktivt bruger hinandens kompetencer og relationer.

Her vil den næste dansker, der kommer til Costa del Sol med en virksomhed, en idé eller et behov ikke nødvendigvis skulle begynde helt fra nul.

For der findes allerede utrolig meget viden og dygtige mennesker her.

Vi skal bare blive bedre til at finde hinanden.

Jeg er selv kun lige begyndt

Needster Costa del Sol er stadig ungt, og det skal ikke kun formes af mig, men af de mennesker, der bliver en del af det. Af virksomhederne, relationerne, anbefalingerne og de muligheder, der opstår undervejs.

Jeg ved endnu ikke hvilke samarbejder, der kommer ud af det, hvem der introducerer hvem, eller hvilke muligheder, der opstår om et år.

Men jeg ved, hvad jeg gerne vil bygge.

Et stærkt dansk erhvervsfællesskab på Costa del Sol, hvor vi kender menneskene bag virksomhederne, deler vores erfaringer og gør hinanden bedre.

For man kan godt pakke sit liv ned og flytte det til Spanien.

Men et stærkt netværk kan ikke pakkes ned i en flyttekasse.

Det skal opbygges.

Relation for relation.

Læs Flere Artikler

Det danske magasin La Danesa har sat fokus på Needster Costa del Sol og vores ambition om at skabe et stærkt dansk erhvervsnetværk i Sydspanien. I artiklen fortæller Peter Adrian om tankerne bag Needster, betydningen..

Costa del Sol har i mange år været et populært sted for danskere at slå sig ned, og i dag findes der et stort dansk miljø langs kysten. Det betyder, at man sagtens kan skabe..

Meget af vores arbejdsliv er rykket online. Det har gjort det lettere at skabe kontakt på tværs af byer, lande og tidszoner – og åbnet muligheder, der ikke fandtes på samme måde for bare få..